The Smell of Rebellion

[Deleted]

Tag: Tavis Lan Cooper

Den stille summen af snakkende elever var efterhånden ved at være borte, selvom der endnu sad nogle stykker tilbage i Storsalen. De fleste af dem var de ældre elever på enten 7. eller 5. årgang især, da de sad og gennemgik pensum eller på anden vis forberedte sig til deres kommende eksamener, der for disse to årgange bestod af deres U.G.L.'er og F.U.T.'er. Et syn, der gjorde Siors ganske tilfreds, selvom det ikke var til at se på den ubevægelige, kolde mine, han altid rendt rundt med. Ansigtsudtryk havde han ikke mange af, eller han havde vel ligeså mange, som alle andre havde, men han benyttede sig bare ikke rigtig af dem.
Han betragtede eleverne, der frustreret sad og diskuterede deres viden med hinanden, mens de bladrede igennem deres bøger og forsøgte at færdiggøre deres aftensmad. Selv havde Siors haft rigeligt at se til, da han havde haft flere elevsamtaler med 5. årgangs elever om, hvilke fag de skulle satse på de næste år, hvis de skulle have den uddannelse, som de drømte om. En beslutning som han hellere end gerne hjalp dem med. Det vat jo en af forpligtelserne som overhoved, men man kunne sandelig også mærke, at nogen havde overvejet det hele mere end andre. Mange af dem kom ind med en hel masse forslag og skulle egentlig bare have hjælp til at vælge, mens nogle få bare placerede sig sløset i stolen foran hans skrivebord og spurgte, hvad de skulle tage sig til. De personer var der nu heldigvis ikke mange af. Det var fordelen ved at have Ravenclaw til kollegium. De var ikke så sløsede og var gode til at danne sig idéer om den slags.
Om ikke andet så var han kommet i sidste øjeblik til aftensmaden, selvom de fleste folk havde forladt storsalen. Men det passede ham nu egentlig også ganske glimrende. Ovenpå de mange samtaler, hvoraf nogle af em havde været med direkte paniske elever, så var det nu egentlig også rart nok med lidt fred og ro.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis var træt, træt af at alle var så fokuserede på deres forbande eksamener! at det ikke havde tid til andet end at læse og øve sig. Det var ikke til at holde ud efter hans mening, han skulle ihvertfald ikke spilde sin tid på den slags, han havde da meget bedre ting at fortage sig, så som at træne sin flyvning . Men sådan havde hans vennekreds det åbenbart ikke, de havde alle siddet på biblioteket, om givet af bøger og pergamenter, med blikke fast rettet imod deres pensum. Tavis havde været sammen med dem, men han gad ikke mere, for de var så kedelige, når de bare sad der og læste, samt skrev og diskuterede. Tavis havde spurgt om de ikke kom med ned til aftensmaden, men ikke engang det kunne de få tid til, så han havde kastet med en bog, og råbt af dem, før han selv var skredet ned imod spisestuen. Verden flød rundt i hans krop, og han sparkede til alt hvad der kunne sparkes til på hans vej. Han fattede ikke at de gik så meget op i det, selv lavede han ikke lektier og dagen før de skulle op til eksamen, ville han først lige læse lidt på tingende, men ikke om han gad at bruge 3 uger på at studere! Men nu var Tavis også kendt, som en af dem der ikke lavede sine lektier, og så var han kendt for mange andre ulykker. Men han havde det heller ikke nemt! hele hans barndom havde været hård, altså lige fra han fyldte 6 år og frem, for på hans 6 års fødselsdag, var hans forældre sporløst forsvundet under festen, og han havde ikke set dem siden. Så han boede hos en værge, ikke bare hvem som helst, men Tavis fars bedste ven, som var militær mand, og ikke ligfrem en man bare sad og hyggesnakkede med. Han sukkede tungt, og skubbe døren op ind til salen, maden var taget fra langbordene men der var dog stadig mad på lærenes bord, og en stak med tallerkener. Tavis vade forbi en af de ansatte, uden at tage sig af, at han halvt stødte ind i ham med sin skulder, han fortsatte blot sin gang op imod bordet med maden. Tavis tog sig en tallerken, og begyndte at fylde rigelig med mad på, han tabte endda et kyllinglår på gulvet, men fortsatte uden at samle det op. Da tallerkenen var fyldt, begav han sig ned til Puffernes langbord, hvor han tog plads, langt væk fra de andre. Han begyndte irriterede at spise sin mad, imens han stirrede fast ned på den.  

[Deleted]

Det var efterhånden et godt stykke tid siden, Siors havde haft en elev oppe på sit kontor, fordi vedkommende ikke havde opført sig ordentligt. Og det passede ham ganske glimrende. Ikke blot fordi det jo altid var dejligt, når eleverne opførte sig pænt, lavede deres ting og gjorde, som de skulle. Men lige præcist denne periode var også presset for ham såvel som for eleverne. Ikke at han skulle begynde at se sig selv for halvt så presset som dem, slet ikke. Han huskede selv dén tid og var på sin vis glad for at alt det med eksamenerne og fremtidsplanerne var overstået. Han havde fundet sig et arbejde nu, som han var glad for. I sidste ende havde det jo så også vist sig, at han faktisk ikke havde haft så meget brud for de gode karakterer, som han havde fået. Han var jo gået en noget anden vej, end hvad ham kunne bruge en god U.G.L. eller F.U.T. til. Men han fortrød nu alligevel ikke at have gjort noget ud af det. Det hjalp ham jo også fremad med det, der stressede ham en smule i øjeblikket; den vejledning som eleverne skulle have til deres karrierevalg, og hvilke timer det ville være klogt at tage. Den slags de kom i tvivl om nu, det kunne han hjælpe dem på vej med. Også hvis de måske ikke ligefrem brillierede inden for de fag, som det var krævet af dem, så kunne han jo tilbyde sin assistance, hvis de nu heller ikke mente, det var på sin plads at spørge professoren om det.
Alt i alt så gik det hele faktisk ganske godt lige nu. Ja, indtil nu var det nok snare. Midt i sin fryd over alle de hårdtarbejdende elever, mærmede Siors en eller anden støde til sig i forbifarten, hvorefter vedkommende havde sat kursen mod lærerstabens bord, selvom han absolut ikke havde noget at gøre deroppe. Siors sukkede. Han havde skam haft fat i den drengen før. Der var da heller ikke andet end problemer med ham. Derfor ændrede han kursen mod Hufflepuffernes bord for at tage fat i synderen.
Han stoppede op bag drengen, der var travlt optaget af sin mad. "Og hvad er det så lige, du foretager dig?" Spurgte han koldt og uden den fjerneste ændring i sit ansigtsudtryk.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis sukkede tungt, som han fik sat sig til rette ved sit kollegier bord, og skævede kort rundt på folkene omring ham. Men rystede så på hoved, da de fleste sad og lavede lektier, tænkte lidt på det han havde snakket med rektor om. Han vidste, at han skulle holde sig ude af problemer, for ellers fik ikke lov til at komme på quidditch holdet næste skoleår. Men det der med at holde sig ude af problemerne, var ikke ligefrem nemt, og han regnede heller ikke med at det kom til at ske, selvom han dog i denne uge ikke havde lavet problemer, men det ændre sig jo nok. Tavis stirrede lidt ned på sin mad, der var rigeligt af den, så han begyndte at skovle maden i sig, men velbehag. Han spiste ret hurtigt, men stoppede brat, ved lyden af en stemme bag sig, en stemme han før havde hørt, han havde tros alt været til efterseding hos denne mand før, og han kunne faktisk ikke fordrage ham. Tavis vendte sig om, imod ham og stirrede på ham med et hævet øjenbryn "Jeg spiser, du trænger vist til briller " svarede Tavis en anelse for flabet, før han vendte sig om, for igen at spise sin mad. Han kunne ikke helt se hvad problemet var, han havde vel lov til at spise? selvom han var kommet for sent, men det skulle han da ikke skældes ud for? Han udstøde et køligt fnys, imens han forsatte sin spisning, som om at manden ikke var bag ham. For hans skyld kunne manden skride af helvede til, for Tavis orkede ikke høre på ham " men gider du ikke smutte? jeg har faktisk lidt travlt, og har ikke tid til at hyggesnakke med dig"sagde han koldt, imens han tog den sidste bid af sin mad, før han rejste sig op og vendte blikket imod manden " du må have det godt" sagde han så og klappede ham på skulderren, før han skulle til at gå afsted imod døren ud. Tavis kunne ikke holde den mand ud, og desuden havde han andre ting at se til, end at snakke med ham, så han var da fuldkommen ligeglad.  

[Deleted]

Gad han overhovedet bekymre sig om den møgunge i dag? Næh. Men det var jo trods alt hans arbejde. Hvis ikke han gjorde det fuldt ud, så var der jo intet grundlag for at have ansat ham som overhoved frem for en eller anden, anden ansøger. Men med en så ellers fredelig periode, så var det bare en skam, når det hele skulle væltes på jorden af en eller anden rod, der troede han var smart, fordi han var provokerende. I virkeligheden var han jo sådan set bare barnlig, men det var jo på sin vis også hans problem. Men så længe han gik her på skolen, så gjorde han det også til Siors' problem, så derfor måtte han jo tage affære alligevel. Dog gad han ikke til en af de længere samtaler omkring dette.
Han himlede med øjnene over drenges tåbelige forsøg på at svare igen. Nemlig, han var sådan set bare barnlig. Og Siors lod sig ikke tryne af små bemærkninger som disse. Ikke engang det ligegyldige ansigtsudtryk, som han bar rundt på hele tiden, gad han ændre på for drengens skyld. Det var nok det, han og hans fætter var mest kendt for på skolen. Selvfølgelig var Levi også også ret berømt for sit elskede lommeur, som han gjorde brug af konstant grundet sin mystiske besættelse af, hvad klokken var. Men som værende i familie, var dette mangel på ansigtsmimik noget af det, der virkelig kendetegnede dem. Man skulle virkelig arbejde hårdt, hvis man skulle have nogen af dem til at ændre på det.
"Jeg vil gerne se dig på biblioteket klokken ni, præcist, i morgen aften," endte Siors blot med at sige, da drengen troede, at han bare kunne få lov til at stikke af på denne måde. Han skulle få lov til at tro om igen. Selvom overtrædelsen måske ikke havde været så stor, at han ellers ville bekymre sig om den, så var hans sprogbrug nok til at hive ham en eftersidning i land, så den var han jo sådan set på alle måder selv ude om.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis stirrede på ham, hans øjne viste tydelig had og det lagde han ikke skjul på, for han var træt af nettop denne mand og hans fætter. Det var nok de to, der havde været mest efter ham igennem hans skoleår. Men han gad ikke opfører sig ordenligt, slet ikke overfor dem " du drømmer " svarede han, køligt og rystede på hoved, som om han gad tilbringe tid sammen med den mand på biblioteket! Det blev ihvertfald ikke frivilligt. Han havde problemer nok at tage sig af, og slet ikke tid til endnu en eftersidning, som rektor sikkert ville ende med at opdage, og dermed var hans chance for at komme tilbage på puffernes hold som målmand, helt slut selvom han dog også havde opgivet lidt. Tavis så kort på manden, men valgt så at gå ud af salen, og satte kursen imod hans opholdsstue. Hans hænder var knyttede, og en vrede flød rundt i hans sind, det var nok også grunden til at han sparkede til den nærmeste rustning så den væltede med et brag, dog forsatte han afsted og gad ikke at ryddet det op. Han var rasende, mest af alt på sig selv for alt gik galt her for tiden, igen kunne forstå ham og selv derhjemme endte han med masser af ballade.  Hvorfor skulle det hele være så svært? kunne han dog ikke bare for en gang skyld, gøre noget rigtig? Tavis fnøs fustreret og stoppede op ved en tom væg, lænede sig op af den, og stirrede ned i gulvet, imens han prøvede at slippe sin vrede. 


// stopper emnet her eller ?// 

[Deleted]

Det rørte ham ikke det fjerneste, at drengen var modvillig i forhold til eftersidningen. Alle de ungen drengen, troede jo på sin vis, at de var noget og havde en eller anden åndssvag ting med at tro, at de ville kunne komme nogen vejne med det. I dette tilfælde vidnede det jo også bare om, at knægten var mere eller mindre uintelligent, hvis han for alvor troede, at en dum bemærkning ville kunne få ham til at slippe for sin straf. For dér tog han meget fejl. Det burde han også have opdaget ved tidligere lejlighed. Med denne viden så generede det faktisk ikke Siors det mindste, at drengen stod og spillede smart. Tvært imod, så morede det ham faktisk lidt. Ikke noget han gav udtryk for via et rent faktisk ansigtsudtryk, men hos ham måtte man også snare gå efter fornemmelsen, og hvad han ellers udstrålede, og et hævert øjenbryn gjorde det vist klart, at han ikke lagde særlig meget i, hvad drengen havde at sige til sagen. Han havde jo trods alt ikke rigtig noget at skulle have sagt til det.
"Klokken ni, biblioteket, i morgen aften," gentog han uden yderligere omsvøb. "For hvert minut du kommer for sent, bliver du tildelt yderligere 10 minutters eftersidning. Og hvis tiden er svær for dig at overholde, så foreslår jeg, at du tager dig en grundig snak med professor Wolf. Det vil du sikkert nyde godt af på flere områder." Derefter vendte han rundt på hælen og fortsatte op til lærerstabens bord, hvor hans oprindelige destination havde været. Dette forløb var gået meget nemmere og mere smertefrit, end han i starten havde forestillet sig. Han kendte jo godt til knægten og vidste også godt, at han havde en eller anden idé om, at han var sej, bare fordi han skabte en hel masse problemet. Det endte jo i bund og grund bare med at bide ham selv i røven en eller anden dag, men så længen han gik her på skolen, så var det også kun Siors job at sørge for, at det ikke ville ende med at gå ud over de andre elever. Hvis drengen selv mente, at han ikke behøvede det, så fint, det var hans eget problem. Men der var jo visse elever på skolen, der ikke bare spildte deres forældres penge og rendt faktisk var der for at lære noget.

//Out.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis havde godt hørt mandens ord, før han var nået ud af døren, dog havde han ikke svaret. For han vidste tros alt, at han hvis han fortsatte, ville han ende med endnu mere eftersidning, og han gad slet ikke have at professor Wolf, skulle indblandes for var der en mand Tavis hade mere end Siors, så var det Wolf. Som han en hel del gange havde haft fornøjelsen af at tilbringe tid med, så som for en uge siden, hvor han havde duelleret imod manden, fordi han var kommet for sent til timen og dermed havde fået en eftersidning. Tavis rystede på hoved, og sukkede tungt, men smuttede så ind til sin opholdstue, hvor han mødte et par af hans venner, der rent faktisk ikke sad og læste. Tavis slog sig ned sammen med dem, og skubbe de mange tanker væk...

// out//